Jens Pedersen Grundet (Grundit) var bondesøn fra gården Grundet i Vejle. Han havde gået i Ribe skole,

Kanniken Niels Torkilsen havde understøttet ham og til sidst sendt ham til Århus skole.

I 1544 blev han færdig som Magister, den første i Danmark.

Efter store forstyrrelser i hans studier i anledning af Greve Fejden blev han 1542 kaldet til Skolemester i Ribe. Under hans formænds Bestyrelse var Ribe skole, som før reformationen havde haft 700 Disciple, gået således tilbage, at der ved Grundits tiltrædelse kun fandtes 40, af hvilke kun 2 skulle have kunnet skrive og tale ordentlig Latin, hvorpå dengang mesten alting mentes at hero. I Begyndelsen kunne således Grundit alene besørge hele undervisningen, men snart voksede skolen. Den gamle skolebog siger, at han med stor flid og iver, og tillige med stor frugt, underviste en talrig Ungdom i 8 år indtil 1550. Der siges, at Børn fra Landets og Nabolandets fjerneste enge sendtes af forældrene til Ribe, for at gå i skole under ham, at Mænd af mere moden alder (provectæe ætatis), udmærkede ved lærdom og gode sæder, valgtes lige ud af skolen til offentlige embeder, og at der ingen betydeligere by (Ribe) var i Danmark, der ikke lige så vel som Hoffet og Universitetet var i hans Gjæeld for sådanne Mænd. I Slutningen af hans embedstid havde skolen derfor også sine 6 klasser og 5 Hørere.

I 1550 tog han sin afsked fra Skolen; Vedel siger, at det var for at styrke sig og hengive sig til videnskabelige Sysler. Han kunne gøre det, fordi han imidlertid (1546?) havde fået et Kanonikat ved Domkirken. En Måde, hvorpå Grundit havde virket såre meget for Ungdommen, var ved bestandig at have et større antal unge i sit Hjem og der at tage sig meget af deres opdragelse og Undervisning. Dette fandt ikke alene sted, mens han var skolemester, men også efter den Tid. Han Ry var så stort, at hans Hus altid var besat med sådanne Plejesønner, tildels af adelig stand. Det synes næsten, at han, da han nedlagde sit embede, har oprettet en privat Undervisnings- og Opdragelsesanstalt, men da Lavr. Nielsen 1554 blev Biskop, blev Grundit kaldet til at være hans Eftermand som sognepræst ved Ribe Domkirke. I denne stilling udmærkede han sig ikke mindre end som Skolemand. Vedel fortæller, at han var utrættelig i sit embede, hvis besværligste del han ikke som så mange andre overlod til en Kapellan. Navnlig var han utrættelig i at så omkring til sine Sognefolk, besøge de syge, bilægge stridigheder og ved klog mildhed omvende dem, som endnu hang ved den katolske lærdom. Således kunne han gå omkring fra den lyse morgen til kl. 2 eller senere om eftermiddagen og rent glemme middagsmåltidet, der i den tid holdtes kl. 10 om formiddagen.

Han levede meget tarveligt. – Ikke mindre var hans omsorg for de fattige, hvilke han viste ligeså stor klogskab som kærlighed. Vedel fortæller herom, at han især sørgede for de Husarme. Når han undertiden fik almisser at uddele for Adelige, især (Lensmændene) Erik Rud og Niels Lange, sørgede han over, at han ikke lige godt kendte alle fattige i byen, han kaldte derfor på nogle af dem, han bedst kendte, til sig fra hver gade og fik af dem de øvriges navne at vide, som han opførte på en liste. Til nogle gik han selv, for at få nærmere efterretninger, talte med børnene og undersøgte deres erhverv samt grundene til deres fattigdom.

Grundit havde fra ungdommen af været svagelig. Som sognepræst måtte han derfor en tid holde en personlig Kappellan, Jonas Bulderup fra Bylderup ved Tønder.

Han var gift med Anne, som efter Vedel var en Datter af Hr. ]ens Ovesen i Ribe. De fik 8 børn. Den ældste datter Susanne var gift, men de øvrige børn var endnu ikke voksne, da der i sommeren 1565 udbrød en stærk pest i Byen. Længe gik Grundit selv fri, selvom han ikke skånede sig selv for at besøge de syge. Den ældste datter var sammen med sin mand flygtet bort fra Byen. Derimod blev hele hans øvrige hus angrebet af pesten, kun Konen og en Datter Elisabeth, kom sig og var i bedring, dan manden selv blev syg og døde den 15. August.

Vedel fortæller, at hans hus var så fuldt af venner, som vilde vise deres deltagelse og bragte lægemidler, at det næsten ikke kunne rumme dem. Også den ældste datter var vendt tilbage for at tage afsked med faderen.

Hans enke døde omkring 1581 i Ringe kår; thi den 14de Februar dette år opsagde begge svigersønnerne arv og gæld efter hende, hvorved bemærkes, at der stod nogle bøger i et skab til gældens betaling.

Den i Ribe Fødte M. Peder Kristensen, der døde som præst i Vejle, kalder Grundit i sine Almanak-optegnelser (ved den 14de aug. 1588) et vidunder af lærdom. Dette er vel altså den mærmeste efterslægts dom; men den stemmer egentlig ikke med A.S. Vedels, som både var hans Slægtning og Discipel. Han siger tværtimod, at han ikke noksom kan undre sig over, at Grundit kunne udrette så meget i skolen og kirken, da store genvordigheder i Ungdommen havde svækket hans Geni, navnlig hans hukommelse, ligesom hans Helbred, og at hans skrifter ikke udmærkede sig egentlig ved skarpsindighed. Herefter går det altså ikke været særegne åndsevner, men en del vilje og virkelyst, som gjorde ham til den udmærkede mand, han almindelig ankerkjendtes for at være.

Der for alles et sagn: at moderen, at da hun gik med ham, blev frelst fra at sønder rives at en ulv, da gjorde hun det løfte, at han skulle indvies til Gud til hans tjeneste.