Anders Sørensens Vedel skriver:
At de var “fri for brøde, rene i adfærd og vandel”, fra “forretningstravlhed fjernt” og “for renter og beregning fri”, de foretrak deres lille jordlod for “hundrede hjorde” og “uld med Mrisk purpur til gange farvet” og de levede tilfredse med deres jævnt gode, hæderligt erhvervede midler.

At begge virkelig har levet fromt, kysk og rent, bevidnes af deres eftermæle, der lyder ens hos alle og nævner dem med hæder, idet mange endnu den dag i dag har bevaret mindet om dem; og blandt meget andet er det et ikke ringe bevis på moderkærlighed, at hun på grund af en ganske mærkelig hændelse indviede sin søn Jens til Gud og theologiens studium, inden han endnu havde set dagens lys. Med hvilken grund dette skete, har jeg ment at burde tilføje, saaledes som jeg for otto aar siden hørte det af hendes egen mund, da var hun firsindtyve år gammel.

En dag, da solen allerede var sin nedgang nær, var hun for at varetage et eller andet hverv gaaet lidt længere end sædvanligt bort fra sin bolig til en dal, der ikke laa langt fra skoven. Der stødte hun paa en ulv, og da hun saa, at hun var afskåret, og at enhver adgang til flugt var hende berøvet, løb hun ind mellem en flok kvæg, som just da tilfældigvis græssede i nærheden, i den tro, at under disse forhold vilde ulven, hvorledes det end gik, intet vove imod hende, eller at der vilde komme mennesker til, som kunne staa hende bi i hendes nød, inden den gik løs på hende. der kom nogle mennesker forbi, og da disse opdagede, hvad der foregik, råbte de højt og pudsede deres hunde på ulven og jog den på flugt, hvorefter de bragte den skrækslagne næsten livløse frugtsommelige kvinde til hendes hjem.

Iflg. Anders Sørensen Vedel, var faderen imod at Sønnen blev præst, da han hellere så at han blev hjemme for at hjælpe til, men moderen fik sin vilje og sendte sønnen i skole i Ribe.
(Kilde Vejle amt Årbog)