Erhard Holger Buchholtz
skriver om sin bedstemoder Edel Høyer

Min Bedstemoder, en Præstedatter fra Vejle, fortalte, at der i hendes Ungdom var bestemte tider om Dagen til Bøn. Naar hun havde sine Veninder paa Besøg hos sig, morede de sig med at spille Kort, men slog Klokken, og Bedetiden var, faldt de alle i Bøn, og naar de var færdige hermed, tog de igen fat  paa Kortene.

Hun var en yderst venlig gudfrygtig, gammel kvinde, der havde et helt stak af alene gudelige Bøger, nogle med røde Bogstaver, som hun flittig læste i, saa længe hun kunde se, og siden læste jeg for hende, da jeg blev 7 – 8 aar gammel, men det gjorde ligemeget om jeg læste falsk, naar jeg blot lod munden gaa, thi hun var meget tunghørig, men hun lyttede andægtig til min forelæsning. Om Aftenen samledes vi børn os omkring hende, og altid havde den gamle Kone noget at fortælle fra Bibel Historien.

Da hun en Aften dvælede ved syndefaldet, og fortalte om de berygtede æbler, der endnu sidder fast i Adams Efterkommeres Hals, og forsikrede, at var ham en forskrækkelig sur Bid, afbrød min 3 Aar ældre Broder Hende: Bedstemor spiste Adam det da med Skrællingen paa? og undertiden forelagde hun os gaader.

For 70 Aar siden, da jeg var en ganske lille Dreng og vi hjemme havde hund eller kat eller en andet Dyr, var det altid mit spørgsmaal til mine omgivelser “er det en hun? kan den faa unger”. Da min salige gamle Bedstemoder en Dag flittigt spandt Hør, behager det mig at gøre det spørgsmaal. Bedstemoder er du en hun? den gamle kvinde holder forbavset op ved dette barnagtige spørgsmaal og svarer: Ja, saamen er jeg saa min bitte Dreng, men hvordan er det, at Bedstemoder er saadan en gammel, Hun og har ingen unger? denne Sene fra min Barndom var vistnok forlænge siden forglemt, skøndt den staar mig i frisk Minde, men mine ældste Søskende drillede mig mange Aar efter, sigende: Har du hørt nyt, Bedstemoder har faaet to dejlige bitte unger.

Nogle Maaneder før hun døde, kom hendes hørelse tilbage til stor Forundring for os alle, men hendes Rolle var da snart udspildt, endnu maa jeg bemærke at der findes i Familien hendes Tegnebog, hvor der var malet mange skønne Blomster, meget naturlige og ogsaa enkelte dyr, som hun er kommen mindre godt fra. Min Bedstemoder er der fortalt mig om, af hendes samtidige at hun i sine yngre Aar skal have været en fuldendt Skønhed, hvoraf der endnu i hendes Alderdom var tydelige spor. Flere af hendes kvindelige efterkommere har slægtet hende paa i denne henseende, og naar jeg gamle Mand, betragter de yngre skud af hendes slægt, hvortil hun idet mindste er Tipoldemoder, fryder det mit hjerte og Øje, at denne kvindelige Skønhed synes at være slægtens Kendetegn og Arvegeen.